Signals and wires.


I had an uncle. He was stationmaster in vejen, and thus aleays attractive to visit. My first memories from Vejen start back to the 1970's. We often lived an night over in the small guest room (with tracksight). In those days there was much activity around the staion in Vejen. On the freight side, there was the margarine factory Alfa, Phoenix tar and asphalt, The FDB mainstore, several smaller clients, the local freight train to Brørup, and of course the mail train.

Already then, Vejen was the last station with a fully operable mechanical interlock system. Also Tønder had a large mechanical interlock system, but at that time the signalling to several tracks had been cancelled. being the station masters guest opened many doors, loads of time were spent in the central signalling post, the signal box, and on the freight train to Brørup. Under the large storm surge in 1979 we got caught on Vejen station. I was commandeered to take care of the signal box in the midle of the night, when vejens should normally have been closed.

Dengang foregik togmeldingen med gamle håndvingstelefoner, ad de stangrækker der gik langs banen. Det var et lukket telefonsystem, der kun måtte bruges til togmeldinger. Meldinger til Lunderskov var for det meste lige efter bogen. Til Brørup kune et sprøjtetog derimod godt meldes som "bladanekspressen", og ikke som arbejdstog xxxx. Engang havde den fungerende en snak med kollegaen i Brørup om sikrngsanlægget. Den fungerende havde været til SR kursus og havde svaret forkert på et spørgsmål om et fremskudt signals visning ved indkørsel med hastighedsviseren visende "pil op" Han havde svaret ét grønt blink, det skulle have været gult blink. Da der senere blev sat indørsel til spor 1, med "pil op", se da viste deet gode gamle apparat ét grønt blink. Fejlen blev vist aldrig rettet.

En anden gang var lyntoget til Struer via Esbjerg brudt ned på strækningen mellem Lunderskov og Vejen. Rangerpersonalet meldte at de med øjebliks varsel kunne køre ud og hente lynet, det havde de prøvet så mange gange(!). Men nej, Lundeskov var den station der sidst havde ekspederet lynet, derfor var det Lunderskov der skulle lede bjergningen af lynet. Der blev tilkaldt hjælpemaskine fra Fredericia. Og passagererne sad så og frøs i næsten 2 timer. Lynets hjælpediesel var brudt ned. Faktisk havde lokoføreren kontaktet Vejen via det offentlige telefonnet, for han mente at Falck kunne få maskinen igang igen hvis lynet kunne blive slæbt til Vejen. Han vidste åbenbart hvad der ville ske hvis han Lunderskov fik nys om problemerne. Imidlertil kunne vejen ikke sende et køretøj ud mod lynet ad venste spor uden at underrette Lunderskov. Det blev der ikke noget ud af.

Blokposten var et ensomt sted, den vagthavende skulle blot betjene apparatet hver gang der kommer et tog. Der kunne godt gå en time uden tog på visse tider af dagen. Til adsprdelse havde man en stor stak blade, mange af dem "Rapport". Blokposten havde ingen ansvar for togmeldinger, skulle blot stille de togveje der blev frigivet af kommandoposten. Efter togvejens benyttelse, skulle blokposten så blokere togvejslinealen igen. En gang skulle DJK komme igennem med D maskinen. Toget skulle til Esbjerg i forbindelse med Havfriske Dage, og fremførtes som materieltransport af D826, for egen kraft. Tmaterieltransporten var henved 4 timer forsinket, det var blevet mørkt da toget endelig kom. Samtidigt med at der var sat gennemkørsel Fredericia-Esbjerg, var der sat indkørsel for et lyntog fra Esbjerg til spor 3. Damtoget brusede igennem, batterierne i slutlygterne var nærmest flade. Blokposten kune ikke se nogen slutlygter, vidste end ikke engang der skulle komme et damptog. Han troede det var lyntoget fra Esbjerg der var kommet, på grund af al den røg (!). Så han satte indkørselssignalet fra Esbjerg på stop, men fandt så ud af at togvejslinealen var blokeret fordi der ikke var sket togvejsopløsning. Han ringer til kommandoposten for at få tilladelse til nødopløsning. Kommandoposten har imidlertid en rasende lyntogsfører i røret, han måtte katastrofebremse fordi I-signalet blev taget lige for næsen af ham. Signalet blev sat igen, og toget kunne fortsætte.

Sikringsanlæget var unikt ved at være fuldt funktionsdygtigt. Det var sjovt at se det gamle anlæg i brug. Anlægget har aldrig været i uorden, når undtages at en lidt uheldig lokofører kørte 3 sporskifter op, deraf et aflåst. Det var ca 1/2 år før anlægget blev afløst af daglyssignaler. Der var ikke noget at gøre, det gamle anlæg måtte repareres. At ekspedere tog igennem spor 1, særligt fra Esbjerg var en krævende opgave. Den togvej kunne ikke indstilles på under et minut. Når jeg overnattede på vejen station blev jeg altid vækket kl 5.15 om morgenen af et gennemkørende godstog. Herefter skulle det gamle anlæg vækkes, nøgler skulle hentes i pengeskabet, og der skulle låses op, hvorefte andre nøgler kunne udtages, dem skulle plokposten bruge til at låse sit apparat op med. Så skulle der stilles indkørsel fra Fredericia til Spor 1, et godstog var på vej. Så fik Köf'en travlt med at splitte godtoget ad, Mx'en der havde fremført godstoget returnerede til Fredericia med en enkelt personvogn som lokaltog. Om morgenen mellem 5 og 7 skete er meget spændende på Vejen station. Senere på dagen skete der andre spændende ting. Bådtoget Englænderen dundrede igennem, fremført af en eller to My, og en samling vogne hvoraf, der sjældent var to ens. På det tidspunkt hvor Englænderen skulle komme, var der ellers meget stille, men en dag var der travlt ved telefonen og billetsalget, og som tilskuer fik jeg besked på at stille gennemkørsel mod Esbjerg, toget var meldt, og ved at være op over. Da repetersignalet i kommandoposten viste at det fremskudte signal nu viste to grønne blinklys kunne jeg høre de to My'ere blive gasset op et sted ude mod øst. Senere dundrede toget igennem spor 2 så det gungrede i wirerne til sporskifterne. Når Englænderen skulle den anden vej, mod Fredericia var der det problem at der i køreplanen lå et reginaltog der kun lige akkurat kunne nå til Lunderskov, inden Englænderens passage. Sommetider måtte Vejen nøjes med at sætte indkørsel for Englænderen, og så håbe at regionaltoget blev meldt ankommet til Lunderskov inden Englænderen gik helt i stå foran udkørselssignalet. Det skete sommetider alligevel. Så hang passagerne ud af viduerne og gloede på personalet i kommandoposten, der bare sad og ventede. "De tror garanteret at vi er for dovne til at rejse os og sætte signal" Så ringede telefonen, jo nu var regionaltoget ankommet til Lunderskov, så kunne der sættes udkørsel for Englænderen i en fart. "Så fik de dovne folk lettet røven. Det var sikkert trafikministeren der ringede og skældte dem ud"

Alle billeder på disse sider er ophavsretligt beskyttet.
Copyright 1999 Kim Christensen