Af Kim Christensen ©2004
Hvordan mennesket første gang fand ud af at det ved sine læbers hjælp kunne få lyd ud af en hul genstand er aldrig blevet klarlagt helt. Det kan være sket på en af disse måder:
1: Et sted i Australien falder en gren ned fra et træ; den er angrebet af termitter. Termitterne starter med at udhule "splinten" dvs. kernen af grenen. Derved kan en regelmæssig gren uden knaster blive pæn hul.
2: Hornet af kvæg har længe været kendt som drikkekrus af mennesket. Tabes kruset kan spidsen knække af, så er det slut med at bruge det som krus. Det kan fortsat gøre fyldest som tragt, man smed ikke noget væk i oldtiden.
3: En konkylie har evnen til selv at frembringe lyd i vinden. Knækker spidsen af, kan den endvidere frembringe lyd ved at man puster i den, også stemmen kan bruges. Endelig kan den bruges som blæseinstrument, og det er den også blevet.
For alle typer gælder at urmennesket på et eller andet tidspunkt har leget med den udhulede gren, eller det beskadigede drikkehorn. Under denne leg har man sikkert også pustet i det, på en eller anden måde er læberne kommet til at vibrere i denne situation. Urmennesket har sikkert fået en slem forskrækkelse... Forskrækkelsen er dog snart veget, for man har hurtigt indset mulighederne ved denne nye opdagelse. Alle de tre skildrede lydgivere har været brugt af mennesket, også andre der ikke er skildret her. Vi ved at de har været brugt, men ikke med sikkerhed hvilken der kom først.
Under jagt, i krig, er det vigtigt at kunne kommunikere med hinanden. Menneskets stemme har en ret begrænset rækkevidde, bliver afstanden for stor kan enkelte krigs/jagt råb ikke adskilles fra hinanden. Med et blæseinstrument som bøffelhornet, eller den hule gren kan frembringes en lyd som klar adskiller sig fra naturlige lyde. Mennesket kan under jagt eller i krig nu kommunikere over en afstand som er over 10 gange større end hvad menneskets stemme kan klare. Disse tidligste blæseinstrumenter anvendes ikke til musik eller underholdning, men til kommunikation. Dekorationer på disse tidlige instrumenter viser at man har tildelt dem en betydelig guddommelig status. En vis skræmmevirkning har de sikkert også haft.
For den australske hule grens vedkommende kan den kun afgive én bestemt tone, den bliver senere kendt under navnet didgeridoo. Bøffelhornet kan klare to, måske tre toner, det er også alt man behøver i krig, eller på jagt.
Didgeridoo
I mange århundreder bliver udviklingen stående her.
Med tiden finder man ud af at et hul i røret ændrer tonen: Laves et lille hul i siden på hornet stiger tonen - dækkes hullet igen med en finger er tonen den oprindelige. Man får dermed flere toner til sin rådighed. Flere huller - flere toner. Man kender princippet fra fløjter som på dette tidspunkt er meget længere i deres udvikling. Alternativet til at frembringe forskellige toner er at have flere horn af forskellig længde, som så spilles efter tur, denne løsning er man længe ikke færdig med at bruge.
Mennesket lærer at forarbejde metal. Bronceluren er et godt eksempel, af andre samtidige instrumenter kan nævnes Tuba Curva som er lidt i samme stil men fra en mere sydeuropæisk kultur. Kobber, siden messing bliver det foretrukne materiale, og kommer til at give navn til instrumentfamilien. Disse prægtige instrumenter er bundet til en række naturtoner
,
de kan ikke spille kromatisk.
Traditionelle militære signaler, og jagtsignaler bliver udviklet efter disse instrumenters
kunnen. Fordelen ved at bruge metal, er at man kan sno instrumentet op i rulleform, det betyder
ikke noget for funktionen - men er meget praktisk under brugen i krigen eller på jagten.
Militært signalhorn
Tuba Curva
Ønsket om at kunne spille kromatisk er der dog, og man klarer sig ved at have flere - mange instrumenter som kun kan spille en bestemt toneart, og dennes naturlige overtoner. Det kræver at musikeren hele tiden skifter instrument, eller mange musikere der ikke laver noget meget af tiden. Hurtige passager er således umulige. Det bliver et sidespring i messinginstrumenternes historie der først klarer at spille kromatisk. Et sidespring af træ: Zinken. Selvom den er af træ, anses zinken for et messinginstrument. Den spilles med samme mundstykke som messinginstrumenter, men består ellers af et hult trærør som er forsynet med fingerhuller. Dens større sidestykke er serpenten.
Zink
Zinkens og serpentens tone har noget charmerende over sig, men den klare messingklang har de ikke. Man overfører princippet til messinginstrumenterne, og klaphornet bliver skabt. Klaphornet er et traditionelt messingrør som udvider sig til et lydstykke. Det har klapper som kan åbnes og lukkes med fingrende. man benytter ikke fingerhuller længere, fordi menneskets hånd ikke kan nå alle huller samtidigt; hullerne er tvunget til at sidde på bestemte steder. Man kan jo bukke røret som fantasien vil, alligevel kan der ikke umiddelbart skabes en facon hvor alle mennekets fingre kan nå, så man må ty til klapper der kan betjenes mere ergonomisk komfortabelt.
Klaphornet har nogle ulemper: Tonen er ikke så ren som man kunne have ønsket sig, det gælder især når klapper langt inde på røret åbnes.
En anden løsning er inventionshornet, her genbruges samme instrument, men man kan nøjes med at udskifte en del af røret. Det gøres med en bøjleanordning, hvor et rørstykke kan tages ud, og et andet - kortere eller længere - indsættes i stedet. I orkestermusikken kræves nu ikke så mange instrumenter til samme opgave, hurtigere passager skal man dog være f.eks. 4 messingblæsere til. Mens en spiller sin tone, skifter de andre bøjler. Et sideskud bliver trækbasunen hvor man ganske enkelt kan variere længden på bøjlen mens man spiller. En træktrompet opstår også, men bliver ikke nogen succes.
Mens øltønder normalt slører tankegangen, så kan de også sætte tanker i gang. I en tysk ølstue ser en messingmusiker hanen på en øltønde i brug, og tænker at det samme princip må kunne bruges i stedet for de evige bøjleskift på inventionshornet. Drejeventilen bliver til. I starten eksperimenteres med flere ventiltyper, mange af dem uden større held. Drejeventilen har den ulempe at fingrene menneskets hånd har sværere ved at dreje noget, end at trykke på noget. Man løser problemet med nogle udvekslingsarme. Stoelzel opfinder en nogenlunde brugbar pumpeventil som alternativ til drejeventilen.
Drejeventiler
Stoelzel ventiler
For begge ventiltyper gælder at man ved at kombinere 3 ventiler med forskellige bøjlelængder kan kombinere sig frem til alle toner, så man nu kan spille kromatisk - næsten da. For der er nogle små afvigelser i visse toner som siden kommer til at volde mange bryderier. I orkesteret er messinggruppen ikke særlig populær den lille unøjagtighed i tonerne bliver i høj grad brugt imod dem.
Ventilerne udvikler sig, Stoelzels ventil har nogle svage sider. Den giver franskmanden Perinét sig i lag med at forbedre, i samarbejde med Stoelzel. Perinetventilen ser dages lys, det bliver en ventiltype som i høj grad kommer til at præge udviklingen og i dag er den mest almindelige ventiltype.
Perinétventiler
Uanset ventiltype så spiller man stadig ikke nøjagtigt kromatisk. Det afhjælper man ved at udbygge især instrumenter af dybere stemning til mere end 3 ventiler; med 5 ventiler kan man spille kromatisk. Men man har vænnet sig til de tre ventiler og deres måde at skulle betjenes på, de femventilede instrumenter finder ikke rigtigt indpas. Ved en lidt ere kompliceret udgave af perinetventilen kan man dirigere bøjlernes brug sådan at man beholder de kendte fingergreg - men kan spille kromatisk. Ulempen er tungere ventiler, forskellige andre løsninger prøves, den mest almindelige er den forskydelige 3 ventilbøjle. som kan betjenes med venstre hånd. Efter lang tids udvikling kan musikkens grimme ælling nu spille rent. Det tog henved et årtusinde inden det kom så vidt, det kommer til at tage endnu et årtusinde for de andre musikere at lære at acceptere det!
Trompeter som man kender den i dag. Øverst med Perinétventiler som de kendes over hele Verden.
Nederst trompet med drejeventiler som de foretrækkes i Alperegionerne
Tilbage