Sopranschalmei. Instrumentet mangler vitale dele, og er kun "til pynt". Der er ingen angivelse af fabrikant, udover et serienummer: 35

Instumenttypen minder om en messingblæser, men er det ikke. Det er mere beslægtet med mundharmonikaen. Hvert lydrør kan kun sige en tone, tonen genereres af en fritsvingende metallamel. Horn af denne slags kendes fra meget gammel tid, de blev brugt som signalhorn og advarselshorn. Opfinderen Max B. Martin fandt på at sammensætte flere af disse horn, og lavede et ventilarrangement der kunne skifte mellem de enkelte horn. Denne opfindelse skænkede han til Kaiser Wilhelm II af Tyskland som var begejstret. Martin havde regnet med at kejseren ville købe flere instrumenter. Kejser Wilhelm II beholdt kun det ene instrument, og befalede at det skulle spilles når hans bil kørte, for at advare om at her kom kejseren. Endnu i dag kalder tyskerne ambulance og politisirener for "Martinshorn"

Schalmei'en udviklede sig alligevel til et musikinstrument. Den er begrænset af et beskedent toneomfang. Denne sopranschalmei har kun 8 toner, Stratende fra g, og en oktav op til næste g. Tonerne er alle uden fortegn; schalmeien kan kun spille C dur.
Lydstyrken kan kun ændres lidt. Disse begrænsninger kommer man ud over ved at danne orkestre med flere instrumenter af ens, og forskellig stemning. Når melodien bevæger sig ud over et instruments virkeområde, afleveres melodien til et instrument af højere (eller lavere) stemning. Skal der spilles med mindre lydstyrke holder nogen af instrumenterne pause.

I tiden før anden verdenskrig blev mange instrumenter ødelagt, da nazisterne opfattede dem som marxistiske. Nazisterne brugte dem dog også selv... Efter anden verdenskrig blev Schalmei'en "genopdaget" i DDR, hvor virksomhedsorkestre - f.eks. jernbanen - dannede orkestre med 20-30 mand, besat med schalmei, lyre og trommer.

Der findes et antikt træinstrument der hedder skalmej. De to instrumenter har meget lidt til fælles. Alligevel bruges navnet på begge instrumenttyper. Jeg har valgt at bruge den tyske stavemåde til Martin instrumenterne for at holde tingene lidt adskilte.

Musikhistorikere er meget tilbøjelige til at glemme disse instrumenter. Ofte anses de slet ikke for at være musikinstrumenter. De minder om mesingblæsere, det er de ikke. De har oftest endda et messingblæser mundstykke, men skal ikke spilles med læberne, man skal bare puste luft i. Meget luft.

Stamdata
Fabrikat: Ukendt
Fremstillingsår: Tyskland 1930
Materialer: Forniklet messing.
Tilstand: Kun til pynt